Den store jakkesæt-guide med designer Robert Esterajher
Jakkesættet har alle dage været det klassiske outfit, som den velklædte mand vælger at iføre sig ved specielle anledninger. Et jakkesæt er dog ikke bare et jakkesæt, og du finder i dag et væld af forskelligartede snit, farver og materialer. Du kan sammensætte dit jakkesæt på et utal af måder, der hver især passer til en given anledning.
Butterfly til bryllup, lyseblå skorte til sort jakkesæt, bukser der går til kanten af skoen… Eller hvordan er det nu lige, at alle reglerne er? Jakkesæt-ekspert og designer Robert Esterajher, medejer af tøjmærket M.O.D – Men of Distinction, giver dig her en udførlig jakkesæt-guide.
Få gode råd fra eksperten og bliv klogere på både de skrevne og uskrevne regler til at bære et jakkesæt lige her.
Farven på dit jakkesæt
Hvilken farve skal jakkesættet have. Er der nogle regler?
”Både og. Vi lever jo i en tid, hvor det individuelle vægtes højere end traditionen. Men hvis du vil være på den sikre side, skal du på jobbet vælge et sort, blåt eller gråt jakkesæt med hvid eller lyseblå skjorte til. Og så kan du vise din individuelle smag med slipsevalget, hvor der er frit slag. Til festen synes jeg, at du kan give den gas og vise din personlighed med en kombination, du selv synes spiller. Til brylluppet skal du holde dig til et mørkt jakkesæt, hvis det er et formiddagsbryllup. Efter 17 kan du vælge en smoking.”
Og skjorten?
”Til et sort, gråt eller blåt jakkesæt duer næsten alle farver, men skab kontraster med lys skjorte til mørkt jakkesæt og omvendt. Vær varsom med at kombinere sort med mørkeblå, da det kan få den ene beklædningsdel til at se misfarvet ud. ”
Har du et bud på en kombination, der kan bruges til alle lejligheder?
”Hos M.O.D. designer vi meget brugbare sager. Et klassisk sæt er det sorte jakkesæt med hvid skjorte og sort, smalt slips til. Vores jakkesæt er fittede, så selvom du hopper i klassisk sort og hvidt, er du stadig cool.”
Et sæt bestående af jakkesæt, skjorte og slips fra M.O.D koster 2.000 kr. Du kan vælge mellem to forskellige farver jakkesæt (gråt og sort), tre farver skjorter (hvid, lyseblå og stribet) og slips i 5 farver, inklusiv stribet og ternet. Delene kan også købes enkeltvis.
Slips og butterfly til jakkesæt
Er der regler for valg af slips?
”Personligt er jeg mest til ensfarvede slips, der passer til alt. Hvis du vælger et mønstret, skal du gå for en ensfarvet skjorte eller en skjorte med samme mønster som slipset. Altså ternet slips til ternet skjorte og så videre. Tendensen er at mikse alt på kryds og tværs, men det bliver for cirkus-agtigt efter min smag.”
Se hvordan du binder fire forskellige slipseknuder her
Hvornår skal man vælge butterfly?
”Hvis der ikke er nogle dresscode, kan du sætte butterfly til et hvilket som helst jakkesæt – gør som du har lyst. Men vælg for guds skyld altid butterfly til smoking!”
Jakkesæt – pasformen
Hvordan skal jakken sidde?
”Vær realist og køb en jakke, der passer nu, selvom du måske drømmer om at være 5 kg. tyndere om en måned. Den skal sidde godt over ryggen og på skuldrene, da det er svært at lave ændringer her. Ikke stramt og ikke løst. Ærmerne skal ramme starten af håndfladen, så man kan se skjorte-manchetten. Hvis det er en enkeltradet jakke, behøver du ikke at kunne lukke den, men en dobbeltradet skal kunne lukkes. Længden er afhængig af din højde, så vælg en kort model, hvis du er lav og omvendt, hvis du er høj.”
Og bukserne?
”Lommerne må for guds skyld ikke gabe! Og du skal huske, at det ikke er jeans – jakkesæt giver sig ikke. I forhold til længden skal bagkanten af bukserne flugte med den øverste del af skosålen. Dog har der i de seneste år været en tendens til, at buksen godt måtte stumpe en smule.”
Skoene til dit jakkesæt
Hvilken farve sko skal man vælge?
”HOLD DIG FRA HVIDE SKO! Kolde farver til kolde farver og varme til varme. Vælg derfor sorte sko til et sort eller gråt jakkesæt og brune sko til et brunt eller beige jakkesæt. Til et mørkeblåt jakkesæt skal du dog vælge brune sko, selvom farven er kold.”
Hvilke er dine egne favorit-sko til jakkesæt?
”Jeg er selv en sucker for sko med Cuban Heels til jakkesæt, og det har jeg været i 6 år. Købte mit første par på et marked i Spanien, hvor de bliver brugt som dansesko. Mærker som Dior Homme, Acne og YSL har lavet utallige modeller. Det var i øvrigt en type støvle, der var meget oppe under MOD tiden i 60’ernes London.”
Beatles med jakkesæt og Cuban heels
Robert Esterajhers favorit: Cuban Heel Boots, YSL, €795
Hvad ville du mixe med et meget mørkegrønt jakkesæt, her snakker vi mørkt som hvis det er et navyfarvet jakkesæt (inden får blå’s kategori)?
mvh Mads