Anmeldelse af Louisiana Literature 2019
For at par uger siden sad jeg og førte mig frem om forfatteren Michel Houellebecq under et besøg ved min kusine. Jeg havde både læst Underkastelsen og nogle internetartikler om manden, så jeg følte mig godt rustet til at tale om hans forfatterskab.
Jeg var dog ikke klar over, at han skulle tale på litteraturfestivalen, Louisiana Literature (eller at der var en litteraturfestival, der hed det). Det vidste min kusines hustru til gengæld, og jeg havde måske nok lydt som en lidt større fan af Houellebecq, end jeg egentligt er, så jeg blev nødt til at bestille en billet for ikke at tabe ansigt.
Det skulle vise sig at være en virkeligt dårlig beslutning.
Litteraturfestivaler og fodboldkampe tiltrækker jo desværre ofte en del utilpassede typer, der kun kommer for at lave ballade. Det er en rigtig skam for alle os, der bare gerne vil høre lidt poetryslam og nyde et stille glas hvidvin, og det får hele litteraturmiljøet til at fremstå afstumpet og forrået.
Allerede på parkeringspladsen ved indgangen til Louisiana var der uro.
Det første jeg overhovedet så, da jeg ankom, var en gruppe aggressive, gråhårede mænd i røde lærredsbukser, der stod og råbte ad en tynd, Michael Strunge-lignende dreng med grydefrisure. Ikke særligt betryggende, men desværre typisk for sådanne arrangementer. Inde på selve Louisiana herskede der en decideret ond stemning.
I entreen blev jeg flere gange skulderskubbet og spurgt, om jeg havde et problem, selv om jeg gjorde, hvad jeg kunne for at holde lav profil og undgå at få øjenkontakt med nogen.
Heldigvis var der mere chill ude på det grønne område, hvor lugten af hash blandede sig med lyden af autotunet mumble-rap fra nogens medbragte lydsystem. Det lagde ligesom en tåget dæmper på de mange aggressive gemytter, og så længe man holdt sig fra de telte, hvor de mere kontroversielle forfattere blev interviewet, var der faktisk nogenlunde ro på.
På et tidspunkt forvildede jeg mig dog ind at høre den norske forfatter, Matias Faldbakken, og her var det tydeligt, at sikkerheden slet ikke var i orden. Salen var proppet til bristepunktet, og folk blev bare ved med at strømme ind, selv om vagterne prøvede at holde dem tilbage. I løbet af få minutter udviklede det sig til heftig tumult foran podiet, og pludselig fløj der vinglas og klapstole igennem luften.
Værst gik det til fredag aften under Rune Lykkebergs interview med Michel Houellebecq.
Begge var tydeligvis påvirkede, og Lykkeberg, som jeg tidligere på dagen havde set pisse op ad en Giacometti-skulptur, lagde ud med at svine hele arrangementet til, og kalde publikum for ”små fisser”. Houellebecq, der var iklædt en ”stop snitchin”-hættetrøje, var fraværende og sad under hele interviewet og stenede med sin telefon, og hans svar på Lykkebergs snøvlende spørgsmål bestod mest af udefinerbare grynt og træk på skulderne.
Dette afstedkom forventeligt nok buh-råb fra publikum. Folk havde sat næsen op efter et ordentligt brag af en Q&A. Stemningen blev mere og mere trykket, og efter at en halstatoveret mand i en sennepsgul cardigan havde forsøgt at storme scenen, degenererede det hele atter til kaos og håndgemæng. En rødmosset fyr med læsebriller i panden trak en todenschläger og begyndt at slå vildt omkring sig, og en dame, der lignede min billedkunstlærer fra folkeskolen, stak uprovokeret ud efter mig med en hobbykniv. Den lod jeg være mit stikord til at forlade området.
Da jeg kom ud, var hele parkeringspladsen et virvar af blå blink, grædende kvinder og humpende mænd med forbindinger om hovedet.
Jeg priste mig lykkelig for at være sluppet uskadt derfra, og skyndte mig ned til stationen. I toget på vej hjem fortalte en anden tydeligvis rystet festival-gæst mig, at den lokale hooligan-gruppe, Humlebæk Ultras, havde stået for megen af balladen, angivelig fordi de var utilfredse med, at Roxanne Gay i sidste øjeblik havde meldt afbud til årets festival.
Ovenstående er det pure opspind. Litteraturfestivalen var en fornøjelse, der var ingen problemer med hverken deltagere eller sikkerhed. Rune Lykkeberg var, som altid, en glimrende vært, og Houellebecq, der har ry for at være lettere antipatisk, var også i fin form og virkede ganske imødekommende. Det ville bare være kedeligt at skrive om.
