Hårstyling bliver ikke meget nemmere
Hos GROOM ROOM har vi igennem de seneste par uger haft fornøjelsen af at teste forskellige hårprodukter fra irske Pomp & Co., som Well Groomed har agenturet på i Danmark.
Vi kan med det samme sige, at vi ikke er blevet skuffede. Både hårcremen og pomaden fra Pomp & Co. er to rigtig gode produkter at have stående på badeværelset.
Dublin anno 1947
Pomp & Co. blev i sin tid udviklet af Sammy Donelly, en af Dublins bedste barbere, der ikke var tilfreds med kvaliteten af hårprodukterne på markedet. Efter en længere proces med at sikre den rette tekstur og duft, blev produkterne endeligt lancerede i 1947. Produkterne er i nyere tid blevet forfinede af Sammys børnebørn, der er 3. generation af barbere i Dublin.
Resultatet er hårprodukter, der ikke bare holder dit hår lækkert i al slags vejr, men også både dufter og føles godt. Indpakningen er eksklusiv og hele fornemmelsen omkring produktet fra levering til ibrugtagen, er der lagt mange tanker bag.
Produkterne er fx pakket i små, mørke glaskrukker, der sikrer, at konsistens og duft bibeholdes som oprindeligt tiltænkt, så indpakningen ikke smitter af på indholdet. Den håndskrevne besked er en god, lille gestus, der følger med hver bestilling, og understreger, at hvert Pomp & Co. produkt pakkes og sendes ud af huset med kærlighed.
Pomp & Co. Hair Creme
I serien af stylingprodukter fra Pomp & Co. findes både en hårcreme og en pomade. Hårcremen er hvid og har en cremet tekstur, der fordeler sig nemt i hånden og hurtigt sætter sig i håret. Den er især velegnet til dig, der tilstræber et naturligt, mat look, hvor håret ikke ser for sat ud. Holdbarheden er stærk, og der er derfor god mulighed for at sætte dit hår, så det sidder nøjagtigt, som du ønsker det. Resultatet er ganske overbevisende; håret sidder fortsat, som det skal efter en lang arbejdsdag, og du kan roligt tage med drengene ud for at få en fyraftensøl, uden at du lige skal hjem og vende først.
Som nævnt længere oppe, så minder konsistensen om voks, men er en smule blødere. Det klistrer heller ikke nær så meget, og du kan roligt køre en hånd igennem håret, uden at du skal vaske hænder bagefter.
Pomp & Co. Pomade
Pomaden er til dig, der har en mere klassisk frisure, og er fx velegnet, hvis du sætter håret til den ene side, eller foretrækker en form for ”slick-back”. Imens hårcremen har en tørrere og mere mat finish, så giver pomaden dig en højere glans. Glansen forbliver pæn langt op af dagen, og den våde finish er også ret tydelig, efter at man har haft pomaden i håret en hel dag. Naturligvis afhængigt af mængden du bruger, men der er god mulighed for, at dit slikhår holder hele dagen og natten med.
I sin tekstur er pomaden blødere end hårcremen, og minder tilnærmelsesvis mere om gelé. Den er mørkegrøn i farven og har en rigtig fin duft, der minder meget om hårcremens.
Begge hårprodukter har et højt koncentreret indhold, og der er kun brug for ganske små mængder for at sætte håret. De er vandbaserede og vaskes derfor nemt ud af håret igen.
Få de første 15% her
Vi har fået fingrene i en rabatkode til Pomp & Co., der giver 15 % i rabat på hele din bestilling. Du kan således prøve de mange lækre produkter til en særligt lav pris forbeholdt Groomroomstere. Koden er ”groomroom15”, og du indtaster den blot i din check-out, hvorefter rabatten automatisk fratrækkes den samlede bestilling.
Fed artikel omkring mande produkter til håret , syntes i skal prøve at chekke http://www.oldschoolman.dk ud de har noget lignende (y)