Chelsea boots – ikoniske støvler fra Beatles til Rolling Stones
Det er blevet september, og selv om vejret for en kort stund har sneget sig op på 18 – 19 grader, så er der allerede sket et skift i vejret, som de fleste har bemærket.
Om vi vil det eller ej, så bliver de næste måneder koldere, vådere og mørkere. Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget; efteråret er nemlig den perfekte anledning til at iføre sig et par lækre Chelsea boots.
Næsten unisex
Chelsea boots har en lang historie, og de første par kan dateres helt tilbage til midten af 1800-tallet. Støvlen blev hurtigt populær, da den var nem at iføre sig og ikke havde nogle snørebånd. Den karakteristiske elastik-side gav støvlen en vis komfort, som på daværende tidspunkt var ukendt.
Støvlen blev også dengang brugt af både mænd og kvinder, og har bærer i dag også præg af at være tilnærmelsesvist unisex. Ankelstørrelse, en smal hæl, elastik-side og en kort rem er standard på modeller til begge køn. Udprægede mandemodeller kan være mere ”rå” i udtrykket. Disse er typisk produceret i læder, der ofte kun er blevet behandlet i mindre grad.
Selvom Chelsea-støvlen om nogle år kan fejre sit 200-års jubilæum, så er det ikke altid, at den har heddet, som den gør i dag. Det nuværende navn menes at stamme fra 60erne, hvor støvlen var særligt populær i bydelen Chelsea i London. Både ”the Beatles” og ”the Rolling Stones” iførte sig jævnligt et par Chelsea boots, når de skulle optræde eller ud at gøre byen usikker.
Laissez faire eller business
Alle mænd bør som minimum have et (og gerne flere) par Chelsea boots stående i skabet. Med sin elegante facon, sit tidsløse snit og design, er det en støvle, som du kan bruge til det meste, fra de mere cool over de sofistikerede til de afslappede outfits.
Chelsea boots er komfortable og med til at sætte et lækkert udtryk på din stil. Når det så er sagt, så er der naturligvis nogle typer af Chelsea boots, der passer bedre til et bestemt outfit, end andre. Vi er her heldigvis for at hjælpe dig med at vælge det rigtige par.
To typer af Chelsea boots
Chelsea boots kan overordnet inddeles i to typer. Den første er den traditionelle læderstøvle, der er minimalistisk i sit udtryk med en pæn og glat æstetik. Disse har et lidt mere poleret og fint udtryk, og du kan derfor have dem på til en blazer eller et jakkesæt under mere formelle omstændigheder.
Et par sorte Chelsea boots i fint læder er super-alsidige og kan bruges i de fleste situationer. Chelsea boots i brunt læder er naturligvis også lækre. Vi bruger primært disse til et lidt mere afslappet look (tænk ”smart casual”, ”business casual” eller ”semi-formelt”). Husk altid et matchende bælte i samme farvenuance som dine støvler.
Den anden type Chelsea boots er ruskindsvarianten. Ruskind er, grundet dens tekstur, mere casual end den traditionelle Chelsea støvle. Du kan bruge denne type støvle til outfits, der er mere afslappede. Chelsea boots i ruskind kan virke for afslappede til både semi-formelle og formelle omstændigheder, og er derfor bedst parret med smart casual eller casual outfits.
Som med læderstøvlen, så kommer denne type støvle også primært i forskellige klassiske nuancer af brun, cognac og sort. Skal du vælge mellem ovenstående farver, så vær opmærksom på at sort er bedst for et moderne og hipt udtryk, mens brun / cognac er lidt mere afslappet og ”country-side”.
Efteråret og vinteren er i øvrigt ikke for gode ved ruskind. Husk derfor at overfladebehandle dem, inden du bruger dem. Der findes en række plejemidler, som du kan bruge. Vigtigt er blot, at imprægneringen er vandbeskyttende og egnet til ruskind.
Chelsea boots – en støvle til alle outfits
Chelsea boots er rigtig versatile og egner sig til de fleste outfits. Du kan derfor roligt bruge dem i de tilfælde, hvor du er i tvivl, da det rene og minimalistisk design gør, at de komplimenterer en lang tække udtryk, uden at det ser rodet eller ukoordineret ud.
Om du bruger dem med et par jeans eller et jakkesæt, så har Chelsea boots noget raffineret over sig, der giver dit outfit det sidste touch. Klæd dig på til lejligheden og ifør dig herefter dine støvler, inden du træder ud ad døren. Typen af lejligheden afgør om du skal iføre dig et par sorte eller brune i ruskind eller læder.
Sådan skal du bruge dine Chelsea boots
- Du bør sikre dig, at dine bukser er tilpas lange nok til at dække toppen af dine støvler. Man må gerne kunne ane elastikken, men så heller ikke mere
- Tag en ruskindsstøvle på til casual outfits og en læderstøvle til mere formelle anledninger
- Husk at overfladebehandle dine ruskindsstøvler med en vandbeskyttende imprægnering
- Vælg en brun eller sort støvle afhængigt af, hvad der passer bedst med dit outfit
- Brug Chelsea støvler med et par jeans og en t-shirt for et mere afslappet udtryk
- Brug Chelsea støvler med et jakkesæt eller en blazer og skjorte til mere formelle anledninger