Nej, coronavirus i Danmark er ikke aftagende!
COVID-19 (coronavirus) har ramt Danmark og meget af landet er efterhånden lukket ned. Regeringen handler resolut og proaktivt, så vi ikke får italienske eller spanske tilstande herhjemme.
De seneste tal viser, at der nu, søndag d. 15/03 ved frokosttid, er 864 smittede i Danmark. Heraf er 2 desværre omkomne. Dem, der følger med i antal smittede, har ikke undgået at kunne bemærke, at antal smittede er steget mindre og mindre, siden Mette Frederiksen lukkede Danmark ned onsdag aften.
På sociale medier m.v. florerer forskellige antagelser om, at vi er ved at få styr på coronavirusset, og at kurven med antal smittede herhjemme er for nedadgående. Dette er ikke korrekt. Virusset spredes fortsat i Danmark og alle bør derfor vise samfundssind og tage de relevante forholdsregler udstukket af regeringen.
Faktum er, at der er et betydeligt mørketal bag Sundhedsstyrelsens oplyste tal. Danmark er gået fra at forsøge at afbøde virusset til nu at forsøge at kontrollere og forhindre spredningen. Inddæmningen skal bl.a. ske ved at alle danskere begrænser deres samvær med andre, sørger for at vaske hænder og generelt bliver der, hvor de er, og ikke bl.a. rejser udenlands.
Inddæmningsstrategien indebærer at sundhedsmyndighederne er gået fra at teste alle, der har været i de såkaldte røde zoner og/eller haft kontakt med bekræftede smittede, til kun at teste dem med de sværeste symptomer. Der er således rigtig mange smittebærere, der har virusset med eller uden symptomer.
Har man symptomer på coronavirus anbefales det, at man bliver derhjemme og isolerer sig selv.
Den reelle effekt af inddæmningsstrategien kan først ses om en til to uger, når virusset har fået lov til at udvikle sig hos dem, der bærer rundt på det. En indikation på at de foreløbige tiltag ikke er strenge nok, kan komme i næste uge. Hvis der etableres et decideret udgangsforbud, forsamlingsforbud eller hvis detailhandel, restauranter m.v. får et påbud om at lukke, kan det indikere, at mørketallet er rigtig, rigtig højt.
Lad venligst være med at dele misinformationer på et uoplyst grundlag og forhold jer til de udstukne retningslinjer. Vi er langtfra i mål med dette endnu og kurven er ikke knækket.