| |

Er du (også) blevet lidt tykkere med årene?

Får du heller ikke motioneret eller spist så sundt, som du gerne ville? Så gør du godt i at læse med her.

Mere end halvdelen af alle danske mænd har en BMI på over 25 og er dermed overvægtige. En høj fedtprocent og et ”bildæk” omkring livet, kommer ikke helt uden risiko.

Flere undersøgelser konkluderer, at der er en klar sammenhæng mellem overvægt og flere livsstilssygdomme som diabetes, åreforkalkning, hjerte-kar-sygdomme m.v. I nogle tilfælde er det lige så skadeligt at bære rundt på for mange ekstra kilo, som det er at være storryger.

Der kan naturligvis være flere grunde til, at fedtprocenten er lidt for høj. Hos de fleste mænd er det en giftig cocktail af for meget forarbejdet mad, for lidt træning og en eklatant mangel på kvalitetssøvn, der bærer en stor del af ansvaret. Man(d) ved det egentlig godt selv. men man(d) har måske ikke helt energien, tiden eller viljen til at ændre på det.

Det behøver dog ikke være så svært igen at lave de livsstilsændringer, der skal til, for at komme de usunde kilo til livs. Små, subtile ændringer i dine vaner og din dagligdag kan gøre underværker, og lige så snart du begynder at se de første ændringer, vil du opleve, at det hele bliver så meget nemmere.

Læs videre og find inspiration til, hvordan du kan komme i gang med dine livsstilsændringer.

Kostændringer i dit vægttab

En helt elementær regel, når det kommer til kosten, er, at hvis du spiser flere kalorier, end du forbrænder, så sætter det sig. Vil du tabe dig, kan du derfor enten spise mindre eller bevæge dig mere.

Det er dog heller ikke helt irrelevant, hvad du spiser, da både makro- og mikronæringsstofferne i de forskellige fødevarer også har betydning.

tab dig med kostændringer

Hvis du følger Fødevarestyrelsens 10 kostråd, går du ikke helt galt i byen:

  • Spis varieret og ikke for meget
  • Spis frugt og mange grønsager
  • Spis mere fisk
  • Vælg fuldkorn
  • Vælg magert kød og kødpålæg
  • Vælg magre mejeriprodukter
  • Spis mindre mættet fedt
  • Spis mad med mindre salt
  • Spis mindre sukker
  • Drik vand

Det er OK engang imellem at skeje ud og spise slik om fredagen eller tømmermandsburger om søndagen. Udfordringen opstår, hvis du gør det for ofte, så lær at sige nej til alle de ”specielle anledninger”.

Skær derudover ned for alkoholen og nyd en specialøl eller et godt glas vin lørdag aften. Her kan du med fordel vælge kvalitet over kvantitet.

Motion og bevægelse i dit vægttab

Vil du bare tabe nogle af de overskydende kilo, kan du gøre dette med en kostomlægning. Vil du derimod komme i bedre form, have mere overskud og blive stærkere, kommer du ikke udenom at skulle bevæge dig mere.

Dette kan du gøre på flere måder, enten ved at starte i det små og tage trapperne i stedet for elevatoren, hoppe af bussen et stop før du plejer eller lade bilen stå lidt oftere. Du kan naturligvis også melde dig ind i et motionscenter, begynde til yoga, svømme med ungerne et par gange om ugen eller melde dig på fodboldhold.

tab dig med sport

Det essentielle er at finde en motionsform, som du holder af, og som du kan se dig selv dyrke på lang sigt. Tag derudover også højde for din nuværende form og din skadeshistorik. Har du et dårligt knæ, så er motionsformer, der involverer løb nok ikke det bedste for dig. Er dine hverdagsaftener generelt travle, er det ikke fodboldtræning, men et fitnesscenter du bør vælge.

Kom i gang – nu!

I den indledende fase af dine livsstilsændringer, er det ikke så vigtigt, hvad du gør, bare du gør det. Kom derfor i gang hellere i dag end i morgen. Sæt dig nogle konkrete og overskuelige mål, som du inden for en relativt kort tidsfrist kan opnå.

Start herefter ud med de små og ”nemme” ændringer. Dette vil give dig blod på tanden, og de små successer vil helt automatisk give dig lyst til at gøre mere i den rigtige retning. Omvendt kan du også opleve, at du vil miste motivationen, hvis du starter for hårdt ud, eller sætter dig mål der ligger flere måneder ude i fremtiden. Gør det derfor overskueligt og nemt for dig selv til at starte med.

Mere viden...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *