Wolfenstein – en walk down memory lane med pistol i hånd

For et par dage siden, vandt danskeren Johan Sundstein 105 millioner kroner sammen med sit hold i en stor esports-turnering.

Computerspil er i Big Business i dag, men det var det bestemt ikke da jeg var ung.

15.000 kr. for en computer der er en million gange svagere end en iPhone

Jeg købte min første computer i 1987, da jeg var 14 år gammel. Det var store dele af min børneopsparing der røg til en Commodore 64 med skærm og båndstation.

Jeg husker det som om Commodoren kostede 4.000 kr. og skærmen – en lille sag med kun forskellige nuancer af grøn – også kostede 4.000 kr.

Omregnet til 2019-priser, svarer de samlet 8.000 kr. til ca 15.000 kroner.

For det fik jeg en computer med 64 kilobyte hukommelse. Til sammenligning har min iPhone 8 64 gigabyte hukommelse.

Det betyder, at telefonen er 1 million gange stærkere end min første computer.

Word Wide Web blev først opfundet to år senere, så hvad brugte jeg egentlig en computer til dengang?

For det første lærte jeg mig selv at programmere i sproget BASIC. Højdepunktet i min programmørkarriere, var at få små, grønne luftballoner til at flyve rundt på skærmen.

Og så spillede jeg spil.

De kom på kassettebånd og skulle loades ind i hukommelsen ved at afspille kassettebåndet på en medfølgende båndspiller.

Tit og ofte fejlede det, hvorefter man skulle justere lidt på en lille skrue med en stjerneskruetrækker og prøve igen.

Det lyder alt sammen meget primitivt, men sandheden var at jeg (og nogle stykker af mine kammerater) var på forkant med den rivende udvikling, da vi brugte alle frikvarterer nede på skolebiblioteket med at læse i computerblade og drømme om at få råd til en Amiga 500.

Mutant-nazister og Hitler som cyborg

Nu springer jeg 7-8 år frem i tiden til midten af 90’erne.

Jeg boede på kollegium på Amager og var én af få med egen computer på værelset. Commodoren var imellemtiden skiftet til en Amiga 600 og videre til en rigtig PC. En 486’er!

Den brugte jeg naturligvis til at skrive opgaver på til studiet, men jeg var ikke færdig med at spille computerspil.

Jeg brugte uendelige timer på spillet Scorched Earth, hvor man skulle skyde frem og tilbage med tanks på hinandens bjerge.

Og så kom pludselig den store revolution af 3D-spil: de såkaldte First Person Shooters.

Indtil da var alt på computeren todimentionelt, men med spillet Catacomb 3D, kunne man pludselig bevæge sig rundt og se spillet fra egen synsvinkel. Catacomb blev aldrig den store succes, men det gjorde næste skud på stammen af 3D-spil i den grad: Wolfenstein 3D.

I Wolfenstein skulle man bevæge sig rundt i et slot og skyde mutant-nazister og en cyborgversion af Hitler.

Jeg var ret blown away af dette spil og brugte igen mange timer på at skyde nazister foran skærmen.

Teknologien udviklede sig herefter hurtigt og det næste First Person Shooter-spil, der for alvor blev en succes var Doom.

I Doom kunne man selv designe baner at spille på og jeg og en ven brugte igen masser af skærmtimer på at designe både vores kollegium og vores skole som Doom-baner.

Grafikken blev bedre og computerne stærkere, og herefter fulgte spil som Halo, Call of Duty og Counterstrike, som i dag er en del af førstnævnte millionsportsfænomen.

Og hvad blev der af Wolfenstein?

Hvad ikke alle ved er, at Wolfenstein-spillet fortsatte med at komme i nye udgaver op gennem 0’erne og 10’erne.

I dag kan man købe og spille den nyeste version Wolfenstein Youngblood. Her er univers og gameplay det samme, men det er klart, at det er et helt andet spil med de computerkræfter vi har adgang til i dag.