Anmeldelse af Tinderbox 19

Jeg er arbejdsløs og en anelse nedtrykt for tiden, så jeg havde egentligt ikke tænkt mig at jeg skulle til hverken ud at rejse eller til nogen festivaler i år, men da redaktionen tilbød mig en billet til Tinderbox, tænkte jeg, ”hvorfor ikke?” og tog afsted alligevel. Der var egentligt ikke noget krav om, at jeg som sådan skulle dække festivalen, så jeg tog det hele med en knusende ro, og besluttede mig for at lade Tinderbox gøre sit indtryk på mig.

Min overordnede oplevelse var ganske positiv. Så vidt jeg kunne vurdere, var lyden generelt god ved alle de koncerter, som jeg overværede, og kunstnerne virkede veloplagte. Jeg var fuld det meste af tiden, og jeg har ikke så meget at sammenligne med, men for én, der ikke går til 100 koncerter om året, var der i hvert fald ikke noget at sætte en finger på.

Mere provinsiel end Roskilde

Stemningen på Tinderbox var lidt mere provinsiel, end den har været til Roskilde Festival, de gange jeg har været med, og det kunne jeg faktisk godt lide. Der var grupper af sønderjysk-talende håndværkergutter i firma-T-shirts, og der var akavede teenage-drenge, der festrøg og holdt uvant på deres cigaretter, mens de råbte lidt for højt og prøvede at imponere pigerne.

Der var naturligvis også en hvis portion tramper-typer på stoffer. Der var til gengæld ikke ret mange af de skabagtige typer, som Roskilde altid tiltrækker. Det var mere Dahlgårds Tivoli end det var Burning Man, hvis man skal sætte det på spidsen. Det skyldes naturligvis også Tinderbox’ program. Det er ren og skær musik, sceneshow og bajere. Der var ikke nogen poesi-oplæsninger eller kunstfilm-happenings.

Det kan jeg godt lide Tinderbox for. Jeg står personligt af, når folk prøver at gøre Roskilde eller Distortion til en eller anden dybere spirituel oplevelse, for jeg kan ikke få drinks, stoffer og beskidte lokummer til at rime med aktivisme og åndelig transcendens.

Men meget mindre Distortion

Jeg boede midt på Nørrebro, da Distortion startede, og jeg kan huske, at jeg læste noget om, at det handler om at ”distorte” vores opfattelse af byrummet. Noget med at udfordre vores vanetænkning om, hvordan vi bruger vores offentlige rum, eller sådan noget. Så lukker man Istedgade for trafik og stiller nogle boder op, hvor man kan købe Jägermeister, og så er det pludselig et eller anden kunstnerisk statement.

Det kunne jeg godt lide, at Tinderbox ikke forsøgte på. Der var ikke noget pseudo-politisk over det; det var bare en fest med musik, øl og glade mennesker.

Selv i VIP-sektionen var det ikke selvfede branchefolk, man stødte på, men derimod forskellige leverandører og deres venner. Blandt andet fik jeg en god snak med en mand, der lever af at levere popcornmaskiner til festivaler, og nu har diversificeret over i slush ice-maskiner.

Det bliver sjovt at se, hvordan Tinderbox kommer til at udvikle sig. Det er jo en ung festival. Jeg ved ikke, om jeg skal med igen, men det var en god oplevelse og jeg støtter helt sikkert op om projektet.

Jo, jeg skal nok med igen, nu jeg tænker over det.