| | |

In-ears med masser af kraft til under 1.000 kr.

Her på bloggen har vi før testet høretelefoner fra både B&O og Beats.

I jagten på at finde de ultimative høretelefoner (findes de overhovedet?) er turen nu kommet til et up and coming dansk brand, der på ganske kort tid har markeret sig med et par in-ears, der på fornem vis kombinerer æstetik med en god og dyb lyd. Det er naturligvis Wavell, som vi refererer til.

Virksomheden, der blev stiftet i 2019, har kun haft deres hovedtelefoner på markedet i et halvt års tid. “One” som de (meget sigende) kaldes, er et par trådløse høretelefoner i et ergonomisk og øre-venligt design.

Wavell One

De passer overraskende godt i øret og kommer i tre farvekombinationer, nemlig “Coffee”, “Metal” og “Fantasy”. Kaffen og den sølvgrå giver sig selv – klassiske og tidløse farver. “Fantasy” i bølgende blå og lilla farver, er til dig, der gerne vil sætte lidt mere kulør på hverdagen.

Wavell One har 7 timers spilletid og den medfølgende opladerboks kan lade dem op 4 gange, inden der skal sluttes strøm til. Dette klares nemt med det medfølgende kabel. De understøtter dertil også trådløs opladning, så hvis du gør det til en vane at lægge dem på et Wavell Pad, når du lander på kontoret om morgenen, så tør vi godt garantere dig, at du aldrig løber tør.

Wavell One koster 799 kr. og et Wavell Pad kan anskaffes for 199 kr. De placerer sig derfor i den lune ende ift. fx Bose SoundSport og Beoplay E8 og koster det samme som et par Powerbeats, der dog ikke er komplet trådløse.

Seriøs test af Wavell One

Igennem små to ugers tid har jeg brugt Wavell i alle hverdagens tænkelige situationer. De har været min tro følgesvend på farten, på turen rundt i Fælledparken og naturligvis i træningscentret.

De har været mere end en tur på gulvet (ikke Wavells skyld), er blevet våde i regnvejr og den højre Wavell er endda tabt i håndvasken. De spiller stadig – og det endda sublimt.

Lyden er overraskende god for så små høretelefoner. Bassen er dyb, diskanten tydelig og de kan spille både højt og klart. Målt på lydstyrke og musikalsk gengivelse er de i prisklassen (1.000 kr.) klart de bedste trådløse in-ears, som jeg har haft glæden af.

Pasformen er også rigtig fin. Der medfølger en række “plugs” i forskellige størrelser, og du kan således fitte dem til dit eget øre. Designet gør, at de sidder tæt og komfortabelt inde i øret. Pluspoints for at lave et par in-ears, der kan tåle en WoD.

De connecter rigtig fint til Bluetooth og registrerer, når de tages op af opladerboksen og puttes ned i den igen. Begge Wavells kan trykkes ind og du kan således pause musikken, skippe et nummer m.v. Eneste ulempe er, at der går 3 sekunder fra, at du trykker pause, til at musikken reelt stopper.

Wavell One døjer lidt med den samme udfordring, som andre in-ears også har. Nemlig at det kan være svært at føre en telefonsamtale. Lyden går klart nok igennem og der er ingen udfald whatsoever. Modparten kan dog have svært ved at høre, hvad du siger, hvis du går udenfor og det blæser en smule. Indendørs og ved vindstyrke 0 er der dog ingen problemer.

Wavell One fås i tre farver

Hit eller skidt?

Alt i alt får du med Wavell One en god all-around in-ear høretelefon, som du både kan bruge, når du pendler og dyrker sport.

Prisen er mere end fornuftig til produktet, og jeg ville klart vælge et par Wavells frem for et par SoundSport eller Beats. Du går ikke galt i byen, hvis du køber et par Wavells. Det er et par bekvemme høretelefoner, som du kan have glæde af i de fleste tænkelige situationer.

Mere viden...

One Comment

  1. Fint design og god lyd, men når det er sagt så skal det også siges at de falder nemt ud af ørene i hverfaldt på mig og folk kan næsten ikke høre hvad man siger nær man Taler med dem..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *