CPH:DOX 2020 – en digital filmfestival
På grund af Corona-pandemien var CPH:DOX i år tvunget til at aflyse alle sine biografvisninger, samt de forskellige workshops og konferencer, som festivalen plejer at byde på.
Det lykkedes imidlertid DOX at få flyttet de fleste af de planlagte film over på en ny digital platform (med ganske kort varsel), så selv om det traditionelle festival-element nødvendigvis var umuligt at bevare, så havde man altså stadig mulighed for at se de forskellige film, overvære Q&A’s og deltage i online live-debatter.
Der er selvfølgelig tale om, at CPH:DOX forsøger at få det bedste ud af en ærgerlig situation, og det lykkedes næsten til punkt og prikke, i hvert fald i forhold til filmudvalg. Der var enkelte film, som ikke var at finde på online-platformen, men størstedelen kunne man frit tilgå, og jeg oplevede ingen tekniske udfordringer på noget tidspunkt.
Det gode ved en online platform er naturligvis, at man kan pause, spole og gense filmene flere gange, men det ødelægger jo desværre samtidig den spontanitet og energi, som kendetegner en fysisk festival. Det skete flere gange, at jeg pausede en film, fordi jeg blev forstyrret, og derfor blev det hele lidt Netflix-agtigt.
Det er dog naturligvis ikke festivalens skyld. Jeg kunne bare have slukket min mobil.
Skotsk socialrealisme og SoundCloud-rap
Den bedste film, jeg så i år, var den skotske ”Scheme Birds” af instruktørerne Ellinor Hallin og Ellen Fiske.
Filmen virkede mere som en efterfølger til Ken Loach’s Sweet Sixteen, end som en dokumentar. Det er ikke første gang, man ser en dokumentar, som både har en bedre historie og er flottere end de fleste spillefilm, men det er stadig dybt fascinerende for mig, at det overhovedet kan lade sig gøre.
Men selvfølgelig kan man det. Virkeligheden er spændende, og det er relativt nemt og billigt at producere en flot film, hvis man har de kreative evner. Det tekniske aspekt af filmkunst er blevet mere demokratiseret, ligesom det i øvrigt er med musik.
Netop det handler filmen, ”American Rapstar” om. Filmen giver et indblik i det amerikanske SoundCloud-rap-miljø, hvor unge mennesker har fået mulighed for at blive verdensberømte uden nogensinde at være i kontakt med et etableret pladeselskab. Soundcloud-rappere kan lægge et halvdårligt produceret mumble-rap-nummer på nettet og nå tusindvis af lyttere, hvis sangen er catchy nok. De behøver ikke slide for berømmelsen og anerkendelsen på samme måde, som de ældre rappere måtte.
Rap-kulturen har nemlig i mange år været præget af en American dream-iværksætter-ånd, hvor man måtte promovere sig selv konstant, sælge CD’er ud af sit baggagerum og, som veteranen Masta Ace rappede,”after it all, I still gotta perform, At three o’clock in the morn’, when half the fans are gone”. Først når man havde slidt og slæbt for at blive hørt og set, skulle man så op på scenen og faktisk optræde.
Den slags er SoundCloud-rapperen potentielt fri for. Til gengæld skal han konstant skabe ”content” til sine følgere på sociale medier. Selvpromoveringen har ændret karakter.
Paradoksalt uklar økonomi-film
Den eneste videnskabelige dokumentar, jeg så, var ”Oeconomia” (hvis man altså anerkender økonomi som en videnskab) af tyske Carmen Losmann.
Filmens formål er, så vidt jeg forstår at demonstrere, at makroøkonomi er meget svært at forstå selv for eksperter. Den del lykkes i høj grad igennem instruktørens mange interviews med bankchefer, CFO’s og andre økonomikyndige.
Desværre indeholdt Oeconomia også et forklarende element med grafer og tegninger, der skulle illustrere de økonomiske sandheder, som filmen løbende kom frem til. Denne undervisningsbetonede del af dokumentaren fungerede bare ikke særligt godt. Hvis pointen med Oeconomia var at udstille eksperternes fumlende forklaringer og gøre makroøkonomi mere letforståeligt, så var det i hvert fald kun det første, som den lykkedes med.
Det ville derfor have været en langt bedre film, hvis Carmen Losmann udelukkende havde fokuseret på de forskellige økonomers usikkerheder.
Slutter DOX overhovedet i år?
CPH:DOX varede fra 18.-29. marts, men i skrivende stund, d. 9. april, kan man stadig se filmene på DOX’ hjemmeside. Jeg ved ikke, om det er meningen, men jeg synes faktisk, at det er lidt en skam.
Selvfølgelig giver det jo os deltagere mulighed for at se alle de film, vi overhovedet gider, men det virker bare lidt fesent, hvis en fest aldrig rigtigt slutter. Når man har været på filmfestival, så skal der altså være nogle gange, hvor man tænker på en film, og bliver i tvivl om en detalje, men ikke kan få stillet sin nysgerrighed.
Så jeg synes, at arrangørerne skulle se at få lukket siden ned. Lad os komme videre og håbe på, at vi kan vende tilbage til CPH:DOX’ gamle format igen i 2021!
