Connect with us

GROOM ROOM

CPH DOX 2020: Anmeldelse af “Daddy” og “Gaden”

Gaden 2020 CPH:DOX

Kultur

CPH DOX 2020: Anmeldelse af “Daddy” og “Gaden”

Filmene ”Daddy” og ”Gaden” har det tilfælles, at de begge handler om mennesker, der sidder fast i livet af både indre og ydre årsager. Filmens subjekter kæmper både på et åndeligt plan med at finde mening, og på et mere lavpraktisk plan med at få dagen til at hænge sammen. Hvordan deres kampe udfolder sig er derimod vidt forskelligt.

Forløsningen udebliver

Daddy” handler om den amerikanske antropolog Brendan Cooney, der mere eller mindre tilfældigt er endt i et ægteskab med en dansk kvinde, som han også har fået et par børn med. Brendan har svært ved at finde arbejde, fordi han taler dårligt dansk, og så har han lagt mærke til, at den danske hygge-kultur kan være meget ekskluderende. Det er tabubelagt at tale med fremmede mennesker og så videre. Derudover gør Brendan sig nogle ikke-skelsættende tanker om sit eget liv og det at være far. Det er mest sådan noget med, at ordet ”kærlighed” ikke er stort nok til at udtrykke det, han føler for sine børn.

Daddy CPH:DOX

CPH:DOX’s hjemmeside står der, at filmen er ”often funny” og fortalt ”with a self-irony that he must have picked up here”, og så står der, at ”all vanity has long been disposed of”. Jeg ved ikke, om det er Brendan selv, der har skrevet denne beskrivelse, men den stemmer i hvert fald ikke overens med min oplevelse af filmen.

Det, som skal forestille at være selvironi, virker for mig mere som en umoden forsvarsmekanisme, og Brendan får aldrig rigtigt taget hul på nogle af de tungere emner, som han af og til berører. Der er noget med en mor, der forlod ham som lille, og det er tydeligt, at han selv kæmper med rastløshed og vandrelyst. Det er bare aldrig rigtigt noget på spil.

Der er en scene, hvor Brendan tager ud i lufthavnen med en rygsæk for at ”komme så tæt på at forlade sin familie, som det er muligt” (eller sådan noget), og så står han der og kigger på afgangstavlerne. Imens han gør det, indser han, at de eksotiske destinationer, som han før drømte om at besøge, helt har mistet deres appel. Endelig har han fundet et sted, han føler sig hjemme, siger han. Det virker dog ærligt talt som en omgang ræven og rønnebærrene, for han kan jo ikke tage afsted. Konen og børnene venter derhjemme, og han har desuden heller ikke købt nogen billet.

Der er ingen spænding og ingen forløsning. Brendan tager bare hjem igen og fortsætter sit kedelige liv.

Gaden er både barsk og vedkommende

Da den hjemløse misbruger Danny i Istedgade-dokumentaren, ”Gaden”, siger, at han aldrig rigtigt har haft nogen venner, og at han ville ønske, at han havde bare én ven, der ikke tager stoffer, rammer det én lige i hjertet. Jeg fik lyst til blive venner med Danny. Og det er ikke kun, fordi det er synd for ham, men også fordi, han faktisk lyder som en sympatisk fyr. Han er et rigtigt menneske, og er ikke bange for at vise det. På den måde står han i skærende kontrast til den vattede Brendan. Man mærker og forstår, hvad Danny er for én. Der er ingen apatisk distance til tilværelsen.

Jeg er stor tilhænger af Lars Engels’ snuskede dokumentarfilm om det urbane livs skyggesider. De miljøer, som Engels udforsker, er fascinerende, og netop derfor fungerer hans fluen på væggen-tilgang. Instruktørerne, Christian Voldborg Andersen og Ole Tornbjerg, bevæger sig med deres film, ”Gaden”, i samme beskidte Istedgade-miljø som Engels, men rent stilistisk er deres film lidt mere udviklingsdrevet end Engels’ film plejer at være. Hvor Engels’ film ofte er øjebliksbilleder af et vedvarende kaos, sætter ”Gaden” mere fokus på de forandringer, som dens subjekter gennemgår.

Gaden 2020 CPH:DOX

Især den 48-årige Mette gennemgår en væsentlig udvikling, idet hun går fra at være crackrygende gadeluder til at være clean med bil og lejlighed, ligesom hun får genoptaget kontakten til sine børn. Mette har i det hele taget levet et vanvittigt ungdomsliv som luksus-groupie-champagnepige i London med millioner i pengeskabet, sex med de rige og berømte, og narko i hotelsuiter. Senere slog hun sig ned med en dansk mand, tog en uddannelse og fik, med egne ord, drømmejobbet som pædagog på et herberg for hjemløse. Da hendes mand blev syg, gik det galt for hende, og hun endte som gademisbruger uden kontakt til sin familie.

Et møde med brasilianske Wesley fra Fredericia

”Gaden”s tredje og sidste hovedperson, brasilianske Wesley, kender jeg faktisk meget perifert fra min egen ungdom i Fredericia. Jeg husker ham som én, der omgikkes kriminelle typer og som var kendt for hash, men som, i modsætning til de andre det miljø, var meget venlig.

Det samme indtryk får man af ham i denne dokumentar. Men ligesom de andre to hovedpersoner, bærer Wesley også rundt på alvorlige barndomstraumer, selv om han til tider virker forbavsende positiv og fuld af gåpåmod. Man kunne håbe, at dette gåpåmod kunne omformes til en vilje til at slippe ud af misbrugerlivet, men som Wesley selv forklarer, har han levet i flere år som fungerende narkoman med et job, han skulle stå op til kl. 04.30 hver morgen. Man kan jo desværre godt være selvdisciplineret og selvdestruktiv samtidig.

I sidste ende er det kun Mette, der formår at blive ædru og stoffri. Hun er også den af de tre, som kommer fra den bedste socioøkonomiske baggrund. Selv om Mette er 48, er hendes mor hele tiden til stede og hjælper hende med at indrette sin lejlighed og rydde op, da Mette har taget et tilbagefald. Hun har også to børn, som stadig gerne vil se hende. Danny og Wesley derimod har ikke så meget andet end Gaden.

Modsætninger mødes

I modsætning til ”Daddy” er ”Gaden” en ganske ligefrem dokumentar af den slags, som kunne være blevet vist på DR1. Der er efterhånden så mange dokumentarer om mennesker, der lever på randen af samfundet, at det kan være svært at se, hvad man skal med endnu én.

CPH DOX 2020

Alligevel er ”Gaden” seværdig netop på grund af de tre hovedpersoner. Instruktørerne har gjort et glimrende stykke arbejde – man tør slet ikke tænke på, hvor mange timers optagelse, de har måttet klippe fra for at skabende en sammenhængende historie – og som i Lars Engels’ dokumentarer får de medvirkende lov at træde frem i al deres uperfekte menneskelighed. Nogen større mening er der nok ikke i det, men det er også ok.

”Daddy” derimod virker, som om den gerne vil give et eller andet storby-eksistentialistisk Woody Allen-indblik i en usikker mands udfordringer med at slå sig ned og indtræde i rollen som familiemand. Brendan er desværre bare for usjov og hans refleksioner om, hvordan det bare er meget bedre at være arbejdsløs far i København end at rejse jorden rundt, virker meget forcerede.

Filmen kunne sikkert have fungeret, hvis Brendan enten havde været sjovere, mere interessant at høre på, eller hvis han bare havde været mere ærlig i stedet at gemme sig bag på selvironi. Men Brendan er ingen af delene.

Årgang 1984. Ustoppelig lediggænger med stor interesse for målrettet tidsspilde. Bor lidt uden for København både fysisk og mentalt. Jeg har en bachelor i japansk, som jeg ikke rigtigt bruger til noget.

Klik for at kommentere

Skriv din mening

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Mere om Kultur

To Top