Connect with us

GROOM ROOM

12 dage med CPH:DOX

cphdox highlights

Kultur

12 dage med CPH:DOX

info

Årets CPH:DOX bestod af en række spændende kulturelle begivenheder – koncerter, udstillinger, debatter og dokumentarfilm – som udspillede sig over 12 dage, primært i det centrale København.

Festivalen havde et ganske tætpakket program, og det var umuligt at opleve alt, hvad den bød på, men det lykkedes mig at få set en hel del dokumentarfilm og overvære flere paneldebatter. Til gengæld var jeg så ikke til en eneste koncert og deltog heller ikke i nogen workshops.

Derfor er det måske lidt svært for mig at komme med en overordnet vurdering, men mit personlige indtryk var, at festivalen var meget velorganiseret og forløb mere eller mindre som den skulle.

Jeg oplevede kun 2 gange at visningen af en film blev forsinket mere end få minutter, og det fungerede glimrende med de små Q&A’s med instruktører og medvirkende, som man fik med efter visse forestillinger.

Underholdende, tankevækkende og små-aktivistisk

Udvalget af film er stort, og selv om nogle af dem er lidt små-aktivistiske i det, er der også mange, som bare er underholdende og tankevækkende, eksempelvis Memory: Origins of Alien, som er en hyldest til Ridley Scotts rumgyser, eller den rørende og personlige A Stranger af svenske Mikel Cee Karlsson.

Af de film, jeg så, blev jeg især fanget af Three Identical Strangers og Almost Human. Det er 2 meget forskellige film, som på hver sin måde tvinger seeren til at forholde sig til sin egen selvforeståelse som handlende og tænkende væsen. Hvor 3 Identical Strangers handler om vores fortid og vores forståelse af arv og miljø, handler Almost Human mere om vores fremtid og de eksistentielle spørgsmål, som den teknologiske udvikling stiller os.

Begrebet identitet fylder meget i disse år, hvor både traditionelle ideer om køn og national-ånd bliver udfordret, og det er befriende at se emnet behandlet på en mere overført og lidt poetisk måde.

Selv om de fleste af de dokumentarer, som jeg så, var spændende og vedkommende, var der dog også enkelte, der virkede lidt søgte. For eksempel den velproducerede Taste of Sky, der handler om Claus Meyers projekt med at åbne en restaurant i Bolivia og engagere lokale, ofte fattige bolivianere, virkede lidt for mig som noget, der kunne have været dækket på 30 minutter i en DR2-udsendelse.

Også Ulveland, der handler om en flok børn fra Blågårds Plads , og som jeg havde set frem til, da jeg selv har boet i området, virkede tilfældig og en lille smule intetsigende. Alligevel fik begge film store applauser af publikum, så der var tydeligvis andre, der nød filmene mere, end jeg gjorde.

Narrativet skinner igennem

Det fremgår af CPH:DOX’ hjemmeside, at et af årets gennemgående temaer er vores usikre fremtid. Det skinner bestemt igennem ved mange af de film, som jeg så, men jeg fik lidt indtryk af, at der var et bestemt progressivt narrativ, som man ønskede at promovere.
Jeg kommer fra en jysk middelklasse-familie, som tenderer mere imod grundtvigianske end imod kulturradikale ideer, og jeg kan af og til have det lidt svært med den såkaldte kreative klasse, og mene, at der måske mangler repræsentation af andre ideer ved en sådan festival. Det er trods alt ikke alle, der er modstandere af Brexit, Orban og Trump. Men det er en personlig kæphest, og i og for sig ikke noget, jeg rigtigt kan klandre CPH:DOX for. Jeg er venstrerorienteret og opførte mig stereotypisk bedrevidende i min ungdom, og det forsøger jeg at lægge bag mig, men det er mit eget problem.
CPH:DOX er fedt, og jeg skal helt sikkert også deltage næste år.

Årgang 1984. Ustoppelig lediggænger med stor interesse for målrettet tidsspilde. Bor lidt uden for København både fysisk og mentalt. Jeg har en bachelor i japansk, som jeg ikke rigtigt bruger til noget.

Klik for at kommentere

Skriv din mening

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Mere om Kultur

To Top